Vores første byggeprojekt på Amager

LineByg selv husLeave a Comment

Vores første byggeprojekt på Amager

Jeg synes det ville være på sin plads kort at fortælle om vores første byggeprojekt. Ikke mindst for at fortælle lidt om hvad vi lærte af vores første tur i høet 🙂

Så her kommer lidt om hvad vi byggede, en plantegning og selvfølgelig lidt billeder fra projektet.

Jeg kommer også lidt ind på hvad vi ønsker at tage med i vores næste husprojekt og hvad der skal ændres.

Huset på Amager

Vores første grund på Amager, lå tæt på metro, var flad og placeret for enden af en blind vej. Et sandt smørhul, der var ret nem at gå til og uden større udfordringer.

Der lå et mindre hus på, som vi fik revet ned. Det kostede ca. 75.000 kr. Det er en post man næsten altid skal have med i sit projekt. For ligger der ikke allerede et hus på grunden, så er der formentlig brug for byggemodning hvilket kan koste mellem 75.000 og 150.000 kr. alt afhængig af hvor langt grunden ligger fra forsyninger mv.

Da vi skulle bygge var jeg gravid med Otto og både Johan og jeg havde stort set kun boet i lejligheder hele vores liv. Så det med at indrette et hus, var baseret på singleliv og tidligere lejligheders indretning.

Vi vurderede at vi med et lille barn ville nyde et meget åbent hus med mulighed for at kunne holde øje med den lille, med masser af lys og plads samt højt til loftet. Derudover ville vi have mulighed for et ekstra børneværelse, hvis nu…og et gæsteværelse.

Og det var præcis hvad vi fik. Det var et fantastisk hus på ialt 165 m2. Med et stort køkken/alrum og stue i ét på godt 65 m2 var det ideelt til barneleg og store fester! 🙂

Støj ved åben planløsning

Med så åben en planløsning følger dog også en del støj. Det har været genialt med små børn at kunne holde øje med potentielle narrestreger mens man laver mad. Eller altid at kunne høre baby-gråd, lige meget hvor man befandt sig i huset. Men nu hvor drengene bliver større er den åbne planløsning ikke længere så ideel.

Det nye projekt vil derfor bære præg af et mere opdelt hus hvor voksne og børn har hver deres afdeling.

Plantegning Amager - vores første byg selv hus

Plantegning Amager

En anden ting jeg fandt svært i det gamle hus var indretning. Et nyt minimalistisk og meget lyst/hvidt hus kan i mine øjne være ret svært at indrette. Det var svært for mig at skabe hygge og varme, så det vil jeg helt klart være opmærksom på i det nye projekt. Bl.a. via valg af materialer men også indretningen der skal kunne rumme hyggekroge.

Vil du læse med om hvad vi gjorde med alle vores ting da vi skulle flytte fra huset og ind i en lille midlertidig lejlighed? Der kan pludselig være ret mange ting i sådan et 165 m2 stort hus 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *