Bolig under byggeri

JohanByg selv husLeave a Comment

Udfordringen om bolig under byggeri, er ikke helt triviel. Hele tilblivelsen af huset kan tage alt mellem 10 til 24 måneder fra indledende overvejelser, køb af grund, entreprise kontrakt og aflevering (starten på processen er desværre ikke så liniær). Så længe det står på skal man selv sagt have et sted at bo og have likvide midler til at betale de udgifter der løbende opstår. Økonomien tager vi særskilt, men det lavpraktiske i at have et sted at bo er der et par løsninger på. Vi har 2 små drenge, på 2 og 5 år, plus en stor hund. De havde naturligvis alle tre en stor indvirkning på valget af løsning og er herunder nævnt som “børnefaktoren“.


Bolig på byggegrunden

Vi undersøgte og overvejede kraftigt muligheden for, at bo på byggepladsen samtidig med opførelsen af vores hus. Ideen var interessant idet der kan være en del penge at spare. Sagen er den, at man naturligvis skal betale ejendomsskat fra det øjeblik man overtager grunden, plus udgifter til det lån man evt stifter for at købe grunden. Det er ikke helt ubetydelige beløb i budgettet.

Hvad skal man så bo i?

Vi blev positivt overrasket over hvad der findes på markedet af diverse husvogne og flytbare boliger. Man kan faktisk få ganske avanceret løsninger, så billedet af en halvfugtig husvogn blev hurtigt erstattet af billedet her. Playboy Mansion er det ikke, og jeg kan godt afsløre, at vi ikke ærgre os over at vi valgte noget andet. Det er gjort før af andre og i en anden situation, ville det bestemt også være en mulighed for os. Billedet er taget fra Mobilehouse, men der er mange andre derude inklusiv både leje og eje løsninger.

Bolig under byggeri - en husvogn

Ikke helt så skræmende som først forventet

Man skal være opmærksom på at et byggeri kræver en hel de plads. Foruden 3 meter rundt om grundplanet på huset så skal der være plads til affaldscontainer, afsætning af moduler/inventar/byggematerialer, tilkørselsmuligheder og en mandskabsvogn. Derfor er det ikke altid muligt at få plads til en husvogn på byggegrunden.

Børnefaktoren

Børnefaktoren her var lige dele fristende og skræmmende. Vi kunne få drengene “etableret” i nabolaget med institution, nye legekammerater, aktiviteter og en hverdag. Modsat så var tanken om at bo noget sammenklemt midt på en mudderplads i mere end et år slet ikke tillokkende. Den afgørende faktor blev vores hund Darwin. Vi synes ikke den skulle leve med maskiner og håndværkere buldrende udenfor hele dagen.


Blive i egen bolig

Vi overvejede kort, at blive i vores gamle hus under opførelsen af det nye. På plus siden kunne vi  komme hurtigere i gang med byggeprocessen, da huset på Amager ikke først skulle sættes til salg og sælges. Dog var tanken om den økonomiske risiko og uvished om salgstiden, for meget til at vi ville begive os ud i det.

Børnefaktoren

Det var tiltalende for os at lade drengene blive så længe som muligt i deres nuværende institution, så de kunne få så meget tid med deres voksne og venner der som muligt. Dog var vores klare bagkant maj 2017, hvor Otto skal starte i skole og her ville vi gerne have ham til at starte det “rigtige” sted. Modsat Ørestad, hvor vi oplevede at børnehave holdene bliver splittet i alle retninger (mellem privat skoler i hele København og de 3-4 grunddistrikter som børnene kommer fra), så virkede det som om der var en del mere samling på det i Birkerød. Så vi foretrak at Otto kom over i en børnehave og lærte sine nye skolekammerater at kende inden hele skoleforløbet skulle starte.


Lejebolig

Vi foretrak at skyde huset på Amager af først, så vi dels vidst hvad vi fik for det og dels vidste hvor lang tid det skulle stå til salg – i vores tilfælde tog det kun 4 uger 🙂 Så konklusionen om lejebolig var for os givet. Med det følger udsigten til at flytte en ekstra gang, omkostninger til depositum og istandsættelse af lejebolig og kompleksiteten af at finde et sted hvor man må holde hund.

Plan A var at finde noget i nærheden af grunden/byen. Såfremt vi ingenting kunne finde var vores Plan B at beholde drengene i København så længe som muligt. I hvert fald indtil skolestart og så pendle lidt, mod at der var flere lejemål at søge imellem.

Vi brugte 3 hjemmesider til at finde en lejebolig:

Vi skrev os op og oprettede søge agenter/overvågning af nye boliger. Der gik faktisk ikke lang tid før vi fik tilbudt en 3 værelset lejlighed i Svaneparken i Birkerød. Tæt på Rude skov og kun 12 minutter i bil fra grunden.

Den største udfordring har været at gå fra hus til mindre lejlighed og selv om den ene af os er god til at smide ud, så får man alligevel samlet en del ting sammen i hus. I næste indlæg vil vi fortælle lidt omkring hvordan vi opbevarer alt det vi ikke kunne have med i lejligheden.

Børnefaktoren

Med denne model kunne vi også starte drengene op i deres “rigtige” institution med minimal pendling involveret. Drengene skal dele et værelse, men det tænker vi er en god teambuilding oplevelse for dem (de er stadigvæk ved at finde ud af det).
Otto har fundet en masse gode venner som han også skal gå i skole med og Darwin nyder skoven, indtil han igen kan få sig en have at boltre sig i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *